Erik Nørgaard
Erik Nørgaard
Spodsbjergvej 243
5900 Rudkøbing
Tlf: 6250 2177
Erik Nørgaard er født i 1929 i Lynge ved Sorø og er uddannet journalist. I en årrække har han har været ansat ved de københavnske dagblade Information og Politiken og ligeledes som kulturredaktør ved Danmarks Radio. Hans forfatterskab omfatter mere end 70 titler og spænder fra emner som Elvis Presley til den af modstandsbevægelsens likviderede Jane Horney. Erik Nørgaard har skrevet en del erindringer fra journalisttiden, men han har også udgivet romaner, børnebøger og tegneserier.
Erik Nørgaard har desuden skrevet en række kulturhistoriske værker bl.a. Levende Billeder i Danmark, Forræderiet mod sabotørerne og Den erotiske kulturhistorie. Særlig kendt er han for sine Erotiske Postkort. Desuden har han skrevet flere romaner og erindringsværket i 5 bind: med Det skæve hus som første bind.
Hans seneste bog Richard Jensen - historien om en mand, beskriver forfatteren selv som "et dokument over en politisk straffefanges hverdag i et af de mest barske fængsler under besættelsen".
I anledning af SID Rudkøbing-afdelings 100 års jubilæum i 1997 bad man Erik Nørgaard om at beskrive det arbejdende langelandske folks hisktorie, og resultatet blev bogen: Arbejdsfolk på Langeland i 100 år. Bogen er særdeles læseværdig, og det særegne ved den er at man som læser her for første gang får indblik i, hvordan livet formede sig for almindelige mennesker på Langeland, og ikke blot for grevskaber og indflydelsesrige forretningsmænd.
Erik Nørgaard har siden midten af halvfemserne boet på Møllegården i Nr. Longelse, og lever der sit liv uden computer, men omgivet af bøger, som han mener "er det eneste medie, der ikke er plaget af overfladiskhed og desuden er det største kulturgode, vi har".
Modtager af Cavling-prisen 1969, PH-prisen 1970, flere engangsydelser fra Statens Kunstfond, Dansk Forfatterforenings faglitterære pris 1993 og et arbejdslegat fra Statens Kunstfond 2005.